The visit in hell..

T: irl
S: helvede, på vej til Gabriel.
V: helvedets sædvanlige vejr?
O: de omgiveleser som nu er i helvede.
Å: irl

En høj yndeful skikkelse bevægede sig gennem helvedets port. Fortsatte videre hen til en anden port - dels mindre end porten til helvede. Kvinden virkede ufattelig lys i huden. Ikke bleg-lys, men bare lys. Håret hang i mørkere bølger ned over skuldrene og fortsatte til brystet. indrammede det kønne ansigt som virkede ungt og sårbart. dog virkede øjnene ældre. Meget meget ældre. Som havde hun en viden der strækkede sig langt over et menneskes levetid.
Hendes øjenvipper afgav en lille skygge ned over øjnene som hun lukkede halvt for at beskytte øjnene mod de anderledes omgivelser. Omgivelser hun umiddelbart ikke brød sig om. Hendes kære bror havde også altid haft en helt anden måde at indrette tingene på end hun.
Lucys slanke lyse skikkelse var blevet dækket med en lang hvid elegant kjole. En kjole der sad tæt ind til kroppen fra brystet og til nederst på lårene hvor den begyndte at blive løsere og mere fri så hun havde nemmere ved at bevæge sig. Kjolen stoppede i nogle spidse kanter i nærheden af hendes ankler. Faktisk lignede det at hun var indhyllet i flere forskellige hvide stof, som blot var blevet viklet rundt om hendes velformede krop.
Hun bevægede sig ind på slottet - som efter hendes mening var alt for stort og fremvisene.. I stedet for at vente på eventuelle vagters tilladelse. Lucy kunne vejen udenad. Det var jo ikke ligefrem fordi hun aldrig havde været her før. Hendes svævene skridt førte hende hen til den ønskede dør. Hvis han ikke var der ville hun være nød til at vente ekstra tid. Hvilket hun ikke rigtigt havde lyst til. Hun løftede en hånd og bankede to gange på døren.

En svag latter kunne høres langt væk fra slottet. Det lød af lidt, på sin vis, en ond latter. Hvor efter en sjæl fløj ud af slottet, og skreg i rædsel. Dette var den Fryd, Gabriel havde skaffet sig. Herredømmet over Helvede. Lagde planer om at komme af med Erika, eftersom hun ikke hørte til her. Han havde desuden alle sjælene, og han ville snart storme hendes palads, der ikke var lige så dominerende, som Gabriels selv. Da Lucy stod ude for lågen til Gabriels palads, lod lågen åbne sig selv. Han smilede, da der blev anmeldt besøg. Dog var vagterne ikke mødt op. Typisk. Man kunne heller aldrig stole på de skyggedæmoner. Da der ble banket på, blev døren åbnet, til hans gemakker, som det jo hed på godt gammelt dansk. "Hej, min smukke søster. Hvad skyles dit ærinde, ned til Helvede. Her må da ikke være specielt behageligt?," sagde han stille, og knipsede med fingrene, så der kom englesang, og harper på, med blide, smukke toner, bare for at sørge for hans søsters behag. "Sæt dig i sengen." Han smilede kort, og lod så sit flammende blik komme igen. Han lignede et helt normalt menneske, men dog lidt mere rød. Ildskæret, fra Helvedet gjorde hans hud så rød.
Han trak vejret kort, og satte sig så over i sin stil igen. Meget smukt dekoreret med kranier og andre ting. Over hans seng var der flammer i hvert hjørne, og et vindue ud til menneskeverdenen. Oppe i loftet, var alle hans skabninger på et kort. Et slags tænke-rum, med slag-taktik og afslapnigngsrum. Han kiggede på sine papirer, og satte dem lige så stille i orden. Han vendte sin trone om, ved den svævede over gulvet, så han havde front mod hende. Han foldede, og krummede sine fingre, som var oversmykket med ringe. Han smilede stille, mens en af hans skygger, taget i form af en ravn, satte sig på hans skulder. Han kiggede kort på den, og vendte så sit ansigt mod sin søster, i form at et spørgsmål.

Lucys øjenbryn hævede sig lettere spørgene da han fik harperne til at spille. Et opgivende udtryk gled hen over hendes kønne ansigt før hun roligt løftede hånden, med et blik der sagde noget i retningen af 'spar mig for det der'. Ikke fordi hun ikke nød lyden af det i alt dette her. Men mere fordi det lød forkert sådan et sted. Og fordi hun ikke var kommet for at nyde godt af hans gæstefrihed. Hendes svævende skridt bar hende tværs gennem rummet hvor hun tog siddene plads på kanten af hans seng. Hun strakte sig lettere katteagtigt og rystede kort på sine mørke bølger i håret.
Endelig lidt afslapning. Det var ikke ligefrem fordi det var stressafgivende at have et job som gudinde. I sit stille sind forestillede hun sig hvordan det ville være at overgive hele magten til hendes såkaldte kollega David. Han ville sikkert sagtens kunne klare det. Men hun havde brug for dette. Hvad skulle hun gøre uden dette? Arbejdet var dog strømmet ind. Sjæle der skulle gives adgang til himlens port. Sjæle der søgene søgte himlen men skulle afvises og sendes til helvede i stedet. Lucys rolige blik gled hen over hendes bror. I stedet for at besvare hans spørgsmål sagde hun noget der overhovedet ikke havde noget at gøre med sagen. Noget hun elskede at drille ham med trods han havde forrådt hende for så længe siden.
"Du ser mig nu lidt solbrændt ud kære bror." Der var en lettere humoristisk tone i hendes lyse stemme. En tone der stadigvæk virkede drillende. Den røde hud var ikke særlig sund for ham, efter hendes mening.

Gabriel smilede bare af hendes hånende blik, der sagde, at ha skulle spare hende. Han blinkede kort. "Man har vel sin egen, pinende, charme," sagde han med et lusket smil, og rakte tunge af hende. Han havde altid elsket sin søster. Og især elsket at mobbe hende. Han blinkede kort, på øjnene, strakte sig, og kiggede på sin trone. Den skygge, der lige var landet. Vidne til, hvad hun gjorde. Optog egentlig alt, hvad der foregik. Parat til at trække hende væk, hvis Gabriel gav udtryk for det. "Ja. Jeg elsker farven. Den er så dejlig," sagde han drillende, og kiggede på skyggen, kørte en hånd gennem den, og skyggen blev som røg, sløret og utydelig, indtil den igen kom tilbage, helt sort, og med en ond, kold karma, der var afvisende. "Jeg ved ikke, hvad du vil mig. Men du må hellere få munden på gled," sagde han, mens han trak sin alvorlige mine på. "Guderne viser sig aldrig, det gør du altid, når der er et budskab. Hvad nu?" Han kiggede kort på hende, og rystede så på hovedet. Hun måtte snart få munden på gled, der var flere sjæle, der skulle skræmmes bort, efter hans mening. Hans job var jo ret vigtigt.
Han kiggede roligt på hende, og smilede. Smækkede fødderne op på bordet, til en hvile. Dejligt at vide, man herskede over noget. Og han sad også og planlagde, hvordan han kunne få Erika ud af hans del af riget. Den lille copycat. Mon han skulle prøve at forføre hende? Eller bare starte en krig mellem Helvede, og hans efterfølger?

Lucy lod sit kønne lille hovede glide lidt på skrå mens hun vippede lidt med fødderne og iagttog skyggen ved hans side. Hun vidste hvad det var. Hendes kære bror var tit så stolt over sine egne værker at han til tider kunne finde på at tale over sig. Et tænkene smil gled henover hendes læber ved tanken, før hun endnu engang lod sine øjne falde på ham. Da han kort efter var færdig med at snakke om sin hud - den lille joke som hun selv havde startet - begyndte han at blive mere alvorlig. Manden vidste u det mindste når der var noget på fære. Og han tog sit job seriøst. Faktisk nød hun det. Hun vidste det. Og inderst inde væmmedes hun ved synet af mennesker som blev pint. Men dem der BLEV pint havde gjort sig fortjent til det. Det vidste hun. Lucy havde til at starte med været ved at miste kontrollen over sin broder da hun smed ham ud fra himlen. Ganske vidst havde hun ikke vist at han ville skabe sig en så frygtindgydene - men til gengæld - vigtig karriere.
Noget hun var nød til at give ham sin dybeste respekt på. Hun havde ikke selv tænkt på den idé før, faktisk havde hun til at starte med været imod det, mest af alt fordi hun var irriteret over at hun ikke selv havde tænkt på det noget før. Himlen havde været overproppet til randen. Men takket være Gabriel var det problem nu løst. Hans næste ord ruskede hnede ud af sin tankerække. Hvorfor var hun her? Hvad havde hun at sige? Var der et budskab fra andre guder? Hun vidste at han hurtigt ville have grunden til hendes ankomst at vide. Hun foldede hænderne i sit skød og så endnu engang på skyggen. "Skal der altid være en grund kære broder?" Hendes lyse stemme lod til at bringe en anderledes rar varme ind i rummet. Lucy vidste godt han hun var nød til at tale før eller siden. Hernede var det ikke hende der herskede. Hun havde ingen ret til at være her hvis han bad hende gå. Et dybt suk undslap hendes læber da hun endelig så ud til at have overgivet sig. "Men jo. Der er så sandelig en grund til at jeg er her" Nu rettede hendes blik sig direkte mod hans. "For det første er der nogen af DINE som af en eller anden grund har fundet en smutvej til himlen, Den ene går under navnet Gregory Switch, og den anden Marlene Andrew. Begge står ikke i mine arkiver, men højst sandsynligt i dine" Hun sendte ham et skarpt søster blik som udelukkene var noget kun en søster - tja højst sandsynligt kun Lucy - kunne præstere. "Det var det første.. Det andet.." Hun tog en dyb indånding. hendes toneleje havde hverken hævet eller sænket sig det mindste siden hun begyndte at tale.