To pray a prayer

Tid: 23,05
Sted: The Saviors
Vejr: de regner faktisk lide.
Omgivelser: bænke, skadede folk der er blevet såret i denne krig mellem religioner.
Årstid: efterår.

Logan kom gående ind i The Saviors.
Han så sig lidt rundt, en følelse af skuffelse kom ham i møde, hvordan kunne det have gået så vidt at folk bekrigede hinanden på denne måde?.
Men han var ikke kommet for at se på skadet folk, nej, han ville bede en bøn, ikke en så stor ting, men for Logan, var det ikke bare om fred, nej det var om mere end bare det.
Logan gik op til alteret, satte sig på knæ og foldede hænderne.
"Kære gud, eller hvem du nu er, hvorfor? Hvorfor, ladet denne krig gå ud over de mindste? Forklar mig hvorfor mine søskende er blevet dræbt på grund af en virkelig dum krig? Nej det regnede jeg heller ikke med... Du ved godt at DINE mest trofaste 'undersåtter' blevet slagtet i dit navn? Derfor vil jeg Logan O'Connel, bede min bøn, for alle dem der er faldet i dit navn, både dræbt men ikke mindst dem der var oppe og slås med ondskaben. Og derfor vil jeg bede om kræfter nok til at stoppe denne krig engang for alle, og lade lyset vinde.. Du har sikkert tænkt at hævn ikke er en god ting, og man bare skal vende den anden kind til, men prøv selv at miste alt hvad der har betydet noget og se hvordan du har det bagefter." sådan var Logans bøn, ikke meget, men det vat hvad han følte. Hvad skulle hans ellers sige? At alt var bare perfekt og at ondskaben var ikke andet end en bille der kunne trædes på, også var den død? Nej sådan var sandheden ikke.
Sandheden var en ond og meget hård ting, det have Logan oplevet da hans søskende var blevet slagtet af skygger, og det var på det grundlag at han ville have de kræfter.

Kia følte sig bestemt ikke tryg dette sted. Hun var ikke mæt og stanken af blod fylte konstandt lokalet. Hun kæmpede for at holde sin sult nede. Hun kunne ikke huske hvordan hun var kommet her hen, men det var højest sansynligt hendes sult der havde trukket hende.
Hun gik rundt, og kiggede. Hun vidste ikke hvor udgangen var. Det irriterede hende at hun ikke kunne komme ud. Hun kunne springe ud af et vindue, men hvilke opmærksomhed ville hun så ikke på trække sig? Hun forsatte til hun kom til et alter? Der sad en og bad. En kristen, det var hun ikke i tvivl om. Det var jo også et kristen sted, så ...
Hun kig tætter på så hun kunne se hvordan han så ud. Han lignede ikke noget hun havde set før, som om han kæmpede, for det himlen, men havde midstet noget, der betød noget. Hun var ikke sikker, men det var det indtryk hun fik af ham ved første øjekast.

William sad allerede inde i kirken, og kiggede op mod alle de billedligninger der var rundt omkring, og de mange stauer og stauetter, der skulle forestille at være profeter. Eller forestille, de var profeter. Hvor end han kiggede hen, kunne han se Jomfru Maria og Gud, afbilledet i marmor. Han rystede let på hovedet over det, da han slet ikke så sådan ud. Og det burde William vide, af alle mennesker. Nu igen; mennesker? Kunne man kalde engle for mennesker? Han havde været et menneske, men lige nu, der sad han med en, der havde en pil skudt gennem ryggen, tæt ved hjertet. Han havde endnu ikke fået pilen ud, og kvinden var besvimet, og det så ikke ud til, hun kom til bevidsthed igen.
William lagde kvindens hoved langsomt mod en af kirkens bænke.William sukkde kort, og rejste sig op. William vendte sine øjne mod Kia, da han kunne mærke, hun ikke var den troende type. Han stirrede ret skeptisk, intenst på hende i et stykke tid. Han kneb øjnene sammen, og stirrede stadig ud fra hætten. William gik hen mod Logan, og lod sin hånd ramme hans skulder. "Jeg kan se, du sørger; men frygt ikke, Gud er med dig." William smilede varmt til Logan. "Vor Herre vil altid sørge for, du klarer frisag." Han løftede sin hånd fra ham, og vendte sit hoved om mod Kia igen. Skulede ondt: han følte ikke, Kia havde noget at gøre her? Hvad ville hun her? Og hvorfor kiggede hun på denne dreng, som ga sine bønner til sin Gud. Sidst William havde kæmpet mod en vampyr, var dengang han døde. Han var kristen, og derfor mente han selvfølgelig, at alle vampyrer var onde. På grund af den ene oplevelse, ville han klasificere alle vampyrer som onde. Men det var også en vampyr, der trådte bag hans ryg, og stak ham ihjel.
william kunne huske sin meget smertefulde død. Det var ulideligt.


//OOG: Jeg vil gøre opmærksom på, jeg er Admin, som optræder i en af hans "skikkelser". Dette er en håndlanger, som er styret af Admin. (://

Kia mærkede et blik fra en af de utallige engle der var der inde. Hun vendte sig ikke om for at se hvem det var, for det kunne jo være ligemeget. Hun valgte at glo vidre på manden der lå og var væk i sin bønd.
Engle? Det var lang tid siden hun havde haft kontakt til engle, de plejede normalt at holde sig på stor afstand fra hende, og skule olmt på hende så snart hun kom. Hun forstod ikke helt deres grund, for nok var vampyre onde, men hallo, det var jo ikke alle der var det, og hun havde da både den gode og onde side. Måske ikke den sukkersøde side, men hun havde levet længe nok til at kende mennesker, og vide hvad 'ondt' og 'godt' var i deres øjne.
englen kom op, og lagde en hånd på mandes skuldre. Hun kiggede lidt på hånden, da hun igen mærkede et blik fra englen.
'Hvad har jeg gjort dig?!' havde hun lyst til at spørge, men holdt sin mund lukkede, og pressede læberne sammen.
Hvis han var så forhippet på at vampyre skulle være onde, ville hun da ikke ødelægge hans lille idee.