The Death - Guiseppe

S: Kirkegår
O: Gravsten
V: Tykke mørke skyger glider over himlen. Fyldt med vand.
T: Sådan cirka 16, eller der omkring.

Kia sad på en bænk på kirkegården. Hun havde altid haft det lidt underligt ved at være der, for hun skulle jo enlig gerne ligge sådan et sted, eller noget der lignede. Hun skulle være blevet til jord, hvis hendes smukke Taylor ikke var kommet. Han havde givet hvad hun havde nu, et liv i evighed. Til tider var det meget kedeligt, det var det ofte, men også godt. Hun kunne tit se hvor dum og naiv hun havde været som menneske. Troet at verden ikke kunne blive bedre, og hendes elskede Simon kunne beskytte hende mod alt verdens ondskab. Ha! Der skulle hun tro om, for livet var en lang smertefuld vandring på pigge. Det var da så heldigvis ændret med tiden. Hun begyndte at forstå verden omkring sig, dens gaver og dens soger ... som hun nu aldrig helt havde mærket til.
Hun sad med en sort rose og stirrede tomt ud i luften. Hendes sorte kjole flagrede om bene på hende. Hun havde intet på fødderne. Hun lignede en fortabt pige, med håret flagrende om ansigtet.

En tåre sneg sig ud af øjenkrogen. Han stoppede den ikke med sin hånd men lod den glide videre ned af hans kind, hvorefter den gav slip på ham og faldt til jorden. Hans øjne var fæstnede på en fin gravsten, og man kunne se, at den var sat i for nyligt, da stenen var hel ren, og jorden var nyrevet. Ved synet af manden, der sad med vandfyldte øjne foran gravstedet, skulle man tro, at graven foran ham tilhørte en af hans nære. Således var det dog ikke. Han kendte ikke engang til navnet.
"Undskyld Gud, for min jalousi..", mumlede manden og bøjede hovedet ned. "Jeg fortjener ikke at komme op til Jeres side endnu. Men når jeg har udslættet alle Deres fjender, så vil De måske tage mig. For Deres fjender er mine fjender."
Han lukkede øjnene kort, og imens disse var lukkede, tog han fat om korset og førte den til højre og venstre og kyssede den tilsidst, hvorefter han rejste sig med åbne øjne igen. Sorgen fra før var som forsvundet. Han havde et viljefast udtryk i ansigtet.
En lyd tæt på fik manden til at se sig overvågende omkring, hvorefter han fortsatte hen imellem gravene i en langsom gang. Han kendte udemærket til de væsener, der holdt til her. Skyggefolket. Han var ikke stærk nok til at kunne skade en af dem, for det var ikke Guds vilje. Viden om deres nærvær gjorde ham dog ikke bekymret, for her var ikke kun skygger men også Guds folk. Hvor der var mørke, fandtes der også lys.
Et lille smil røg over mandens læber, men det forsvandt ligeså hurtigt igen, og det følelsesløse udtryk var sat på plads igen. En lyd hørtes igen. Han vendte sig hurtigt om med en stille bevægelse og så frem for sig i mørket. Så det var altså ikke bare et lille dyr. Nej, lidt derfra kunne der ses en skikkelse på bænken. Han knep øjnene lidt sammen for at studere skikkelsen nærmere, og da så han, at skikkelsen var i menneskeform. Der var et ansigt. Altså var det ingen skygge.

Kia sad og vippede fine fødder lidt. Hun drejede rosen lidt, og stak sig på den. En lille, meget lille dråbe blod løb ned af hendes finger. Hun sad og stirrede på den, før hun slikkede det op med sin tunge. Hun sad og kiggede på rosen, da luften bar duften af et menneske med sig. Der havde ikke været begravelse, og gården havde været tom hele dagen. Hun sad og undrede sig over hvorfor der var kommet en, måske en der ville sætte blomster på en savnets gravsted?
Hun tænkede hoved en smugle, så hendes hår dækkede for hendes ansigt, og de søgende øjne. Hun kunne se en eller anden mand komme gående længre nede. Han virkede meget ... vilje fast, som om han havde besluttet sig for noget. Hvad kunne det være?
Menneskers tanker var altid sjove at gætte, de var tit åbenlyse, især ved dumme mennesker, som der var mange af. Hun ville ikke rejse sig og kontakte ham, med mindre han kom hen til hende. Hun var ikke sulten så der var ingen grund til at rejse sig op. Hun blev bare siddene dog med et vågen øje til ham.

Han stoppede kort op for at betragte personen lidt. Nu var han kommet lidt nærmere, nær nok til at kunne høre personen tale, hvis personen skulle gøre det, og han fik flere detaljer på personens udseende. Personen var en kvinde. En smuk kvinde endda. Nu var det ikke fordi, Guiseppe var en mand, der tilbragte megen tid med kvinder, men han vidste godt, hvordan kvinder skulle se ud.
Han fik det med det samme dårligt over sine, i følge ham, beskidte tanker, og han fik lyst til et bad. Dette var intet menneske. Ej heller var hun en skygge, for hun havde et ansigt. Englestatus var også umulig. Engle var gudeskønne væsener, der strålede af lys. Hende her var fuld af mørke. Og hun var bleg. Vampyr stod skrevet ud over hende, og ved visheden om hendes race, trådte han et skridt tilbage. Han tog sig dog i det og begyndte så hurtigt at gå igen - denne gang i et hurtigere tempo. Nej, om han skulle i kontakt med sådan en.
"Sugemalle..", mumlede han for sig selv og lagde ikke først mærke til, at han havde sagt det højt.

Hun kunne mærke hun fik et meget ... søgene blik, sådan et man tit fik når en eller anden lige skulle kigge lidt på en. Hvem pokker var han? Måske en eller anden dum stodder, eller en af dem der syntes kirkegården var ååhhhh så hellig? Han virkede mest som det sidste. Hun sad og kiggede på ham, godt gemt bag sit lange hår. Han måtte tænke, meget, siden der ikke rigtig skete noget, at stod bare og gloede.
Så kom der liv i gutten. Han begyndte at gå hurtigt. Vidste han hvad hun var? Hun hørte sugemalle og stivnede. Var hun nu blevet en sugemalle! Hun sprang op foran ham, i et let elegandt hop, og lande foran ham med lynede øjne. "Kalder du mig sugemalle!" Snerrede hun med blottet tænder, så man kunne se de små hvide hugtænder ude i siderne. Normalt var hun ikke så opfarende, so, luder, kælling og andre skælsord kunne hun sagtens klare, men af en eller anden grund slog ordet sugemalle hende fuldstændig ned. Sugemalle, han kan selv være en sugemalle.

Inden han havde sagt det gyldne ord, havde han lovet sig selv, at han ikke ville komme ud i noget rod - i sær ikke med en vampyr - men det så ud til, at han måtte bryde sit løfte. Hun sprang så let og elegant op foran ham, og fik ham derfor til at stoppe sin hurtige gang. Det var endnu et faretruende tegn om, at hun var en vaske ægte vampyr. Han så på hende med et roligt blik. han vidste ikke den frygt, der var opstået i ham. For han var bange. Han tog sig selv i det og blev helt forbløffet over sine følelser. Hvad havde han at være bange for? Intet. Det var en vampyr, et vlsen der var meget stærkere end ham, men hvis den drabte ham, ville han blot blive genforenet med sin Gud. Hvor ønskede han at komme op i Himmerriget.. Men nej, han skulle ikke dø endnu. Han skulle dø, når Gud mente, han skulle dø. Og det var ikke nu. Gud ville ikke have, at han skulle dø af en sølle vampyrs hånd. Det ville han ikke ønske for sin søn, på trods af at han havde syndet, men det ville han altid rette op på.
Med stærke øjne så han på vampyren. Ja, direkte ind i hendes øjne. Han følte hvordan, hans Gud gav ham kræft.
"Hvorfor spørger du så dumt?", spurgte han med en kølig stemme, der passede til hans udtryk.

Mandens rolige ansigt forvirrede Kia, hun plejede at have sit offer til at løbe skrigene væk, men ham her var ikke som dem. Det kunne hun godt lide. Hun holdte masken, og stirre bare på ham. "Hvorfor jeg spørger? Fordi du siger det, da du så mig." Svarede hun i en snerren. hvad skulle hun gøre ved ham enlig? Dræbe ham? Nææ, hun var ikke sulten og lade ham gå? Det var han dog for interessandt til.
Hun valgte at blive stående og vente på hans næste træk, som et spil kort. Først ham, som hende, så ham, så hende, igen, igen og igen. Sådan var livet jo, ligesom et spil kort. man trak et kort, så hvad der skete, kiggede på sine kort, hvad kunne man gøre? Og gjorde det der virkede bedst.
Manden så utrolig viljefast ud, mere end før, da hun lige så ham, som om han følte sig beskyttet. Var det nu igen en af de gudsglade tosser der gik rundt på jorden, og troede at gud ville beskytte dem? Ha! Bare de vidste.

"Det var mennesket i mig, der udtrykte sin foragt," svarede han med samme kulde og lavede et smæld med tungen. At han turde at tale sådan til hende.. men lige nu gjorde hun ham ikke bange. Han havde intet at frygte ved hende. Gud havde skænket ham styrke til at kunne komme levende fra dette monster, og den kræft ville han ikke spilde. Han troede på ingen måde, at han kunne vinde over monsteret, men slippe væk kunne han da. Hans hånd søgte instinktivt op til brystkassen, hvor sølvkoset hang i al sin pragt i en lang perlehalskæde. Han klemte den hårdt i næven. Den gav ham styrke.
Han så på hende, betragtede hende. Hvad kunne hun finde på? Var hun stærk? Kunne hun finde på at gøre ham fortræd? I så fald ville han beskytte sig selv.

Den skulle hun lige tykke lidt på. Der gik lidt tid før hun kom frem til noget. Hun valgte en anden vej. Hun så en smugle fornærmet ud. "Gider du lige forklare mig hvad jeg har gjort dig?" spurgte hun, nu med sin normale stemme og uden blottende tænder. Det hjalp jo aligevel ikke noget, kom hun frem til. Hun følte sig krænket. Kaldte hende sugemalle uden at der var nogle grund. "Alså bare fordi man er vampyr, er man ikke et levende lig" vrissede hun. Hun så godt han knugede fat om noget, men hun kunne ikke se hvad det var, og hvis de nu var et træ kors, eller et træ pæl, ville han blive skuffet. Eller et løj? Haha, det ville være så sjovt at se på.
Hun havde aldrig frygtet nogle af disse opfundet ting. Det var vel for at mennesket skulle føle sig stærkere?

"Du har intet gjort mig," svarede han blot i samme tonefald. Han var begyndt at blive mere rolig, nu når hun havde droppet det snerrende tonefald, der skulle gøre ham bange. Det gjorde ham dog også mere modig, og hvis han ikke passede på, så endte det skidt. Han skulle ikke smide den chance, som Gud havde givet ham, væk. Han lod sit blik glide væk fra hendes øjne et kort øjeblik. Det havde han ikke turdet før nu. Han lod dem glide ned på hendes mund, der så helt uskyldig ud nu, men han havde godt set ud af øjenkrogen, hvor skarpe de var. De kunne bide hul på ham ved blot en berøring, lignede det. Men det var vel også derfor, vampyrene var et frygtet folk.
Ved vampyrens ord, tiede han, for de ord, der ville ud, ville kun få ham i fedtefadet. Vampyrer var monstre. Men han vidste, at de ikke hørte til nogen bestemt tro, og da kunne det være, hende her fulgte den sande Gud. Hans Gud. Han så hendes blik, der gled ned til hans knyttede hånd. Han lod hende se det. "Er vi søskende eller fjender?"

Han kunne næsten mærke hvor hans blik var på hende, faktisk en smugle ubehageligt. Hun var godt tilfreds med hans svar. Hun blev noget forbavset over hans spørgsmål. søskende, var det ikke lige så meget sagt, som ligefrem fjænder. Hun spidsede munden tænksomt. "Det kommer an på hvordan du ser det." Svarede hun. "Alså jeg kan være begge dele, men det kommer som sagt an hvordan man ser på det. " Det var det bedsta svar hun kunne finde frem til. Hun følte sig en smugle underlig, ved at stå og ævle om det. Hvad pokker skulle hun gøre hvis der kom nogle andre? Mennesker. De vil nok kigge en smugle, bare en smugle.

Han havde forestilt sig, at vampyrer var kolde og skjulte deres følelser, men der havde han vidst troet forkert. Hun skjulte ikke engang sine følelser for ham. Hun var lige så læselig som en bog. En åben bog.
Hendes svar kunne han ikke lade være med at undre sig over. En rynke imellem hans bryn understregede det bare. Hvad mente hun dog? Det lød helt, som om hun sagde, at hun ikke havde nogen tro? Hvor forfærdeligt. Han fik helt ondt af hende. Hvis han ikke havde sin Gud ved siden.. Så ville han føle sig forladt. Men det var nu alligevel et mere tilfredstillende svar, end han havde regnet med. Han havde troet, at hun var satanist, og det forbandede han sog selv for. Men hvis hun ikke havde valgt trosretning endnu, så var der stadigvæk håb for kvinden.
Ved den tanke fik han et smil frem på læben, det var lille og så ikke ud til at være vant til at sidde der på hans læber. Han var ikke den, der smilte nat og dag. Kun når han fandt grund til det. "Det er jeg glad for at høre.. Det vil sige, at du ikke har opgivet dig selv til Helvede og dens ondskab, har jeg ret?"

Han måtte tænke meget siden han fik den lille rynke. Det måtte være meget svært at afklare mit svar? Selv syntes hun det var åbenlyst. Da han smilte kastede hun sig straks ud i getteleg med sig selv, men blev overrasket over hans endelige svar. "Fortabt mig til helvede?" Så var det en af de herrens tosser som randte rundt og bad og alt muligt. "Øh ..." hun vidste ikke lige hvad hun skulle svare. Hun var ikke bange for ham, men nu var han jo af guds følge, og man måtte jo ikke lyve efter dem, så hvad lød nu mest troværdigt? "Øhh ... det skal nok passe, der omkring." Hun håbede det passede godt nok.

Han troede først, at hendes spørgsmål var et svar, og da forsvandt smilet kort, men da han forstod meningen med det, kom det på plads igen. Han blev lidt mistænksom over, at hun holdt sådan en pause. Enten var det fordi, at hun løg, eller også måtte hun virkelig være forvirret omkring trosretning. Han kunne ikke forstå, hvorfor det kunne være så svært et spørgsmål. Ven eller fjende? Himmel eller Helvede? Renhed eller ondskab? For ham stod det klart, hvilken vej, der var den sande. Folk, der fortabede dem selv i ondskab, var ikke værdige til at fare til Himmels ved dødens indtræffen, men heldigvis for dem, så var Gud meget tilgivende, og selv sådanne mennesker, der havde skrevet kontrakt med Satan, kunne nå at annullere den.
Da hun endelig kom med det sande svar, nikkede han en enkelt gang og lukkede sine øjne kort. "Gud velsigne dig." Det blev sagt i en hvisken.

Det tog lidt tid før hun forstod hvad han mente men smilte. Hun nikkede som tak. Hun spidsede munden og kiggede så på ham. "Fortæl mig om din historie, du virker meget kristen, og din tro på din gud virker stor. Hvordan klare du det?" Hun var overrasket over hvor meget han elskede sin gud, men det undrede hende aligevel ikke. Straffede han også sig selv hvis han ikke gjorde det rigtige.
Det mindene hende om en film, hun kunne ikke huske hvilke, men der varj o mange steder hvor folk straffede sig selv hvis de ikke gjorde det rigtige.