Ødelæggelse...Igen. (Guiseppe)

Sean trådte ind mellem alle ruinerne og så sig omkring mens han bare tænkte. Han var alene og her var stille. Et godt sted at tænke.
Han stoppede op og så mod det halvt ødelagte alter, sikke flot det en gang måtte have været, dengang diverse konger var blevet begravet her. Han smilte for sig selv, de skulle bare vide nu. De skulle bare vide. Vide.
En frisk, kølig vind, legede med ukrudtet omkring ham som havde gravet sig op gennem gulvet, et træ længere væk. På havde han nogle sorte bukser og en sort jakke som var åben og afslørede en mørkegrå T-shirt og en halskæde med et omvendt pentagram, djævlens tegn. Hans mørkebrune hår var halv langt. Han lod en hånd glide gennem håret og smilte igen ved tanken om englenes forgæves forsøg på at redde denne...ruin
Han gik op til alteret og sparkede en sten væk der holdt alteret lige oppe. Det knirkede og faldt lidt til siden. Han så op på den jesus figur ingen endnu havde fjernet eller gjort så meget ved. Hvorfor? I respekt? Eller fordi englene hele tiden nåede at sætte en ny for ikke at miste troen? Han hev sig op på det tippende alter og tog fat i fødderne på den kære Jesus, med store kraftanstrengelser fik han den hevet ned fra sømmet det hang på, det faldt til siden og ned på jorden og resterne af gulvet. Det knak over på midten. For nemt.
Han hoppede ned af alteret. Han havde altid kommet her når han trængte til at afreagere.
Han hoppede op på resterne af en mur og stod nu så højt at han kunne se ud over kirkegården, nogle flotte grave efter kongerne, andre efter lidt mere almindelige mennesker. Som om konger fortjente det. De var jo også bare mennesker.
Han spyttede ned på gulvet i kirken og nød den kølige vind mod sig mens han bare slappede af. Han ville blive der og se solnedgangen.

Det havde været en adeles smuk kirke. Det var der ingen, der kunne modsige sig. Det var i sandhed Guds hus.. det havde det i al fald været. Nu var det noget andet. Det var forladt. En tom skal. Han kunne forstille sig, hvordan kirken engang havde været hyggelig, fyldt med kirkekorets smukke sangstemmer og en vis præsts høje røst.
Han fik kort et lille smil over læberne, som forsvandt så hurtigt, som det var kommet. Sådan var den ikke mere, men englene arbejdede på at få den rejst op igen. Det krævede dog mere af dem, end det burde at være tilladt, for de forbandede satanistiske svi.. Han stoppede sig selv i sætningen, greb fat om sit kors og begyndte lavmældt at mumle noget på latinsk, hvorefter han kyssede korset.
Han begyndte stille at bevæge sig ind i ruinen. Han så rundt om sig med store øjne, som havde han netop set det mest fantastiske i verden. Måske var kirken faldet sammen, men man kunne stadigvæk mærke Guds nærvær, som var den nybygget. Dette var i sandhed Guds hus, og der var ingen tvivl om, at han stadigvæk var her. Giuseppe bevægede sig videre og beundrede omgivelserne. Han så fremad imod 'hovedet' af kirken, der hvor præsten stod. Synet fik ham til at stivne. Hvad i Fandens navn..?! Hvad lavede den vandal?
"Hvor vover du at berøre og ødelægge dette kirkens monument?!", udbrød han med høj røst fyldt med vrede. Han var som stivnet til stedet af vrede.

Han vendte sig roligt halvt rundt fra hvor han stod og så ned på den ødelagte Jesus og tilbage på den unge mand. Korset fortalte ham strakt at det var en guds elskende fjols.
Men han kunne jo ikke vide at han havde ødelagt Jesus på korset? Han havde jo ikke været der lige før? Og han kunne jo ikke vide om han var satanist bare fordi han gik med sort tøj? De tanker fløj gennem hans hoved mens han så lidt frem og tilbage. Måske skulle han bare spille lidt med og forvirre ham lidt. Han foregav at være trist, hvilket ikke var så dårligt...Han havde i sin tid tit...drejet sandheden lidt for sine forældre.
"Tja, tingene i dag er ikke som de har været...Se bare hvad man møder" sagde han og fik i et snuptag skjult sin halskæde om bag T-shirten. Han var stolt af sin tro, ja, men det var endnu sjovere at lege med en gud elskende.
Jesus så ret ynkelig ud som han lå der, delt i to og stadig med det samme fjæs, som om han var helt okay med det. Men det måtte han vel også være, han kunne da næppe have flere smerter end før. Tanken om at spide folk til en pæl og stikke spyd ind i siden på dem...Han var lige ved at smile, men holdt det inde.
Han så på den unge mand igen og vendte sig helt om mod ham, så vinden nu kom ind bag fra. Men stadig dejligt.
Var denne mand voldelig? Sikkert ikke, det var jo en synd at slå ihjel. Det var det selv i deres tro. Lige som det var en synd at skade folk eller dyr uden grund. Man skulle behandle andre som de behandlede en selv. Mange troede altid det værste om satanister...Men det var grundet uvidenhed. Noget guds elskende besad meget af. I satanistmen var dumhed en synd.

Mandens reaktion overraskede ham. Var det ikke ham, der havde knækket Jesus fine fødder af? Han burde betrædes af de selv samme fødder nu.. Han var helt sikker på, at han havde set denne mand henne ved alteret. Det havde dog kun været ud af øjenkrogen. Derfor kunne han ikke beskylde mande, da han ikke var sikker. Men det betød heller ikke, at han ville lovprise ham som sin broder.
Han så på manden med et mistænksomt, rensagende blik. Hans højre mundvige vendte lidt nedad. Han gik langsomt nærmere manden med øjnene rettet imod manden, uden at han blinkede. Han kunne have åbne øjne i ganske lang tid.
"Nå.. Så du så ikke gerningsmanden?", spurgte Giuseppe. Vreden kom frem i ham igen, og det kunne tydeligt ses på ham. Vreden brændte nærmest i hans øjne. Han så fra manden og ned på Jesus. Han bøjede sig med det samme ned, tog et godt men forsigtigt greb om Mesias og begyndte så at hæve ham opad. Han stoppede dog sig selv og henvendte sig til manden. "Hjælper De mig, broder?", spurgte han manden. Hvis dette var synderen, skulle han også rette op på det. Og hvis ikke, ville han ikke have noget imod det.

Det havde virket. Hvad var det nu de sagde i film? Med gud og helvede? Nåe ja...Tro aldrig p hans løgne. Han så lidt på den guds elskende mand, han vidste han blev bedømt. men det beviste også bare at hans forvirring eller modsigning havde virket som det skulle. OG ganske rigtig. Han gik hen til jesus figuren og begyndte at hive den ene del op, selv om figuren var delt i to.
Han så lidt på ham, tøvende, mistænksomt. Hvem viste hvad der løb gennem fyrens hoved lige nu? Han holdt åbenbart så meget af jesus at han ville hjælpe ham, som ødelagt figur, op igen. Ville han synke så dybt at han ville hjælpe ham? Men hans åhh så kære jesus? En eller anden mand de kalder mesias og som gik igen i næsten alle religioner? eller...Alle og alle...De fleste.
Han så op på himlen da skyerne samlede sig som om den allerede nu gjorde klar til natten.
Han så ned igen og overvejede hvad han skulle sige.
"Den er ødelagt...Vi kan ikke gøre mere for den anden end fortsat at ære den og bede bønner til englene" sagde han, ville han også tro på dette? Det var ikke til at vide, men det kunne være sjovt vis han gjorde. Broder. Bare fordi man havde den samme tro skulle man lade som om man var søskende? Åndssvagt...Han var heldigvis kommet videre.
Den...Han havde gjort en fejl. Han havde næsten været dum. Han havde kaldt jesus den, noget en...guds elskende ville lægge mærke til? Nu fik de jo at se.

Han mærkede, hvordan det ikke kun var ham, der holdte øje med manden, men han holdte således også øje med ham. De studerede hinanden. Ventede på det mindste tegn, der ville springe ballonen. Det mindste tegn..
Manden adlød, som han skulle, hvis han ville spille videre i det lille spil, han havde gang i. Troede han virkelig, at han, Giuseppe, troede på ham fuldt ud, eller var han godt klar over, at han var på vagt efter hver en lille fejl, hver mindste fejl, som viste, at han ikke var den, som han gav sig ud for. Denne mand kunne på ingen måde være en af Guds sønner. Jo mere han betragtede manden, jo mere blev han opmærksom på den kendsgerning.
Han havde vundet. Han var lige ved at tabe Mesias i sin vrede, men han tog sig selv i det og undskylde inde i sig selv. Han hankede op i monumentet og placerede det på alterbordet. Derefter vendte han sig imod Satanisten med et vredt blik.
"Hvad laver du her, djævleyngel?", spurgte han med et koldt tonefald, der passede til hans øjne. "Er du kommet her for at gøre det, din slags altid gør? Er du kommet for at ødelægge og få afløb med den ondskab, Satan har givet dig?"

Han grinte. Han kunne ikke lade være, havd skulle han elllers? sure katolikker eller andre guds elskende fjolser var simpelthen så sjove når de blev sure.
Som om deres ord havde en virkning. De hjalp ikke. Lige som alle deres bønner. De hjalp aldrig. Skulle noget virke skulle energi sættes i gang, gennem et godt ritual.
Han trak let p åskuldrene.
Han kunne begynde og sige at satanisme faktisk intet havde med deres gudeverden at gøre, at den ikke hørte til deres helvede, men var sin egen religion. Men dette var meget sjovere. Uvidenhed igen. 1-0.
"Ødelægger?" sagde han endelig og lod blikket glide ud over omgivelserne igen.
"Hvad er der tilbage at ødelægge? Jeg syntes mine forgængere har været ret flittige" han sagde det roligt for ikke at blive for uopmærksom, sådan en guds elskende tingest kunne jo stadig godt være farlig, lige meget hvor meget folk prøvede at undgå det var alle mennesker stadig fyldt med fejl og...andre ting. f.eks. at være farlig.
"Og bare for at rette dig så er jeg ikke mere ond end dig, det ligger i os alle sammen, du kalder mig bare ond fordi jeg tror på andre ting end du gør" smilte han