Forgive me, please. ~ Sean

Dato :: 24/05
Dag :: Tirsdag
Tid :: Tidligt om morgenen
Sted :: Motellet?
Vejr :: Solen skinner og nogle få, lette skyer glider over himlen.
Omgivelser :: Nogle få andre gæster, der har overnattet her.

Joe sad på den bulede seng hun havde tilbragt natten i. Hun var iført en sort højhalset bluse der lagde sig tæt op ad hendes kvindelige former, og et par slim jeans. Hun bandt den sidste af de højhælede støvler før hun rejste sig og rettede kort på tøjet. Så kastede hun et sidste blik på den mand der endnu sov tungt på sengen. Hun rystede kort på hovedet og trak så håret frem over skuldrende, så de røde krølle væltede ned over hendes bryst som et flammende vandfald. Så skyndet hun sig ud af døren som hun stille lukkede efter sig. Hun måtte virkelig snart forbedre sig... Hun stod lidt i gangen og trak vejret tungt. Lukkede øjnene et øjeblik for at få alting lidt på afstand. Så rettede hun sig op, løftede hagen en anelse og begav sig ned af gangen mod foyén. Hvis hun skyndte sig lidt kunne hun nemt nå hen i kirken et øjeblik før hun skulle møde på arbejdet i storcenteret.

Sean sov tungt på den lidt umage seng. Den stank. Men han havde ikke haft andet valg, han var kommet sent og skulle finde et sted for natten, motellet havde været det eneste i miles omkreds. Han fortrak ellers mere...rene og flotte steder, steder som var ham værdige.
Han vågnede med et sæt da døren lukkede. Det var ellers sket ret lydløst, men alligevel vågnede han, lige som vis nogen havde stået ved siden af hans seng og råbt ham ind i hovedet. Han vendte sig i sengen og så at den anden seng var tom. Kvinden der havde været her i nat var væk.
Han strakte sig og tvang sig hjerne vågen, satte sig så op og trak sit tøj på. Det ville blive godt at komme hjem og få et bad.
han rejste sig op og så ud af vinduet, et lidt for friskt landskab, lidt for solrigt. Det så dog ud til, ude i det fjerne, at det ville blive regnvejr senere. Han knugede kort sin halskæde, et omvendt kors. De fleste sagde det repræsenterede døden...Og det gjorde det vel også. Men han havde altid været fascineret over døden.
Han rettede kort på sit hår og forlod værelset. Han gik ned i foyén.
På havde han nogle sorte, let slidte, cowboybukser, en sort T-shirt og en jakke hevet over skuldrene. Hans fødder var beklædt med nogle tilfældige kondisko. Halskæden var gemt under t-shirten.
Hans grå øjne gled dovent over omgivelserne, nogle borde hvor gæster nød lidt morgenmad. Ellers...Manglede alt. Han overvejede om han skulle spise eller vente til han kom hjem...Derhjemme risikerede han i hvert fald ikke at blive forgiftet. En meget sulten mave, som heller ikke havde fået aftensmad, fortalte ham at et hurtigt morgenmåltid ikke ville gøre noget. Han gik hen til tjeneren, for stedets udseende sagde ham at han nok ikke skulle forvente service.
"Lidt morgenmad, ristet brød med honning, frugt og et glas te uden noget" hun nikkede kort.
Sean satte sig ved det reneste bord han kunne finde og så lidt frem og tilbage, ventede på morgenmaden.

Joe var egentlig på vej ud af døren da en rumlende mave stoppede hende. Hun så lidt på sit ur. Hvis hun satte sig for at spise nu, kunne hun ikke nå forbi kirken før hun skulle på arbejde. Men på den anden side så kunne hun heller ikke bare arbejde på tom mave... Det ville bare ende med at hun besvimede i løbet af dagen. Nej, så var det bedre at få en smule at spise og tage direkte til kirken efter arbejde. Joe nikkede let med sig selv, og spejdede rundt efter et ledigt bord. Det var ikke sådan at der var mange gæster, der var bare meget få borde. Derfor satte Joe kursen mod det bord hvor manden hun havde delt seng med sad. Kunne han sove med hende måtte han sgu også kunne spise med hende, længere var den ikke. På vejen derhen stoppede Joe en tjener, og afgav bestilling før hun satte sig overfor sin sengekammerat. Spurgte ikke om lov først. Som sagt, burde han godt kunne tåle at spise ved samme bord som hende. Hun purrede let op i sit hår, så kort på manden overfor sig før hun lod de grønne øjne vandre ud i lokalet.

Han havde set hende komme, men det var først da hun satte sig at han rigtig lagde mærke til hende. hun havde sat sig som om det var helt normalt, som om hun normalt delte bord med hvem som helst. Nu var der jo heller ikke rigtig flere ledige borde. Han accepterede det.
"Godmorgen" hilste han roligt, hans stemme var dyb, med en underlig blød kant man ikek skulle tro var der.
Hun var køn og smidig i sine bevægelser, en der var alligevel et eller andet ved hende...Et eller andet som han vidste han aldrig ville kunne lide.
I det samme kom tjeneren med hans bestilling, to stykker ristet brød med honning, frugt bestående af en æble og en kop varm, sort te uden noget.
Han studerede der kritisk men begyndte så på brødet, mens han så alle andre steder hen end på kvinden foran sig. Selv om de delte bord, var de stadig fremmede og det var ikke særlig rart at blive gloet på i længere tid.
brødet og honningen var fint. Han kiggede på æblet, men smed det så over skulderen så det landede på gulvet med et svagt bump.
Han drak lidt af sin te og så efter tjeneren. i det mindste kunne han brokke sig over et dårligt æble.
Tjeneren samlede det op med et surt blik, men det så slet ikke ud til at han registrerede det...Eller også var han ligeglad.
Han nød sin te mens han tænkte på hvilke pligter han skulle udføre den dag...

"Godmorgen" hilste Joe igen. Hendes stemme var varm og blød, dog med en hæs kant som om hun havde råbt meget. Et svagt smil listede frem på hendes læber ved hilsenen. Normalt var hun faktisk en meget smilende pige. Smilende og charmerende. Men alligevel kunne man, hvis man så godt nok efter, se præg efter det hårde liv hun førte. For det var bestemt ikke nemt at være oppe det meste af natten og så skulle arbejde om dagen også. Men pengene behøvede hun, så hun brokkede sig ikke. Hun rettede blikket mod ham igen, og betragtede ham flygtigt. Han var faktisk køn. Hun brød sig godt om hans ansigtstræk. Dog rynkede hun let på næsen og tog blikket til sig igen da han kastede æblet over skulderen. Hvis han ikke ville spise det kunne han have taget med sig og smidt det udenfor, hvor der var dyr der ville få gavn af det.
Snart efter kom også hendes mad dog, og så var æblet glemt igen. To stykker ristet brød og et glas mælk. Ikke andet. Hun tog en bid af det sprøde brød, og frydede sig ved smagen. Hun elskede frisk ristet brød...

Han drak færdig og satte kruset p åbordet, han nikkede kort til hilsen og rejste sig for at gå. I det samme stødte tjeneren ind i ham med en kop kaffe i hånden, sikkert til en anden kunde. i hvert fald spilder tjeneren den varme kaffe ud over Sean, der reagerede ved først at trække sig tilbage og samtidig komme med et overrasket og smertende udbrud. Hans grå øjne trak sig sammen og blev fuld af vrede, vrede der kun var rettet mod en person. Tjeneren.
tjeneren var selv overrasket og i næste nu chokeret over det der var sket.
Han prøvede, mumlende, at undskylde og kaldte på receptionisten efter kold vand.
Sean hev sin jakke af og smed også sin T-shirt,T-shirten brugte han han til at tørre resten af kaffen på hans bryst og mave af med. Halskæden med det omvendte kors var nu fuldt synligt, men det tænkte han ikke over.
Han var rød hele vejen over brystet og ned af maven, efter varmen, og det sveg stadig smertefuldt.
Sean havde altid lidt af et skrøbeligt temperament og blandet med smerte, udløste det en reaktion der var en vulkan værdig.
Hans muskler spændte sig og han knyttede sine hænder. Lidt efter slog han ud efter tjeneren, som dog undveg ved at lade sig falde til gulvet.
De andre gæster rundt om gav dem nu deres fulde opmærksomhed, men det faldt dem ikke ind at blande sig. Tænk nu vis de selv kom til skade? Eller hvad de nu tænkte.
Sean tog fat i den stol han for lidt siden havde siddet på og svang den over sit hoved, denne gang ramte han den bange tjener, lige over det ene ben. Tjeneren skreg i smerte, et slag med en stol kunne være ret knusende.
Sean smed resterne af stolen fra sig da receptionisten kom halvløbende med det kolde vand i en spand med nogle klude. Hun stoppede dog forskrækket o da hun så sin kollega ligge på gulvet og den smadrede stol.
Sean gik over til spanden og vred en klud op, lagde kluden mod sit bryst og mave og mærkede hvordan den hjalp.
Han var ligeglad med tjeneren...

Joe havde forfærdet rejst sig da det mindre 'slagsmål' brød ud. Egentlig kunne man ikke kalde det et slagsmål. Det var nærmere en mand der fik bank af en anden. Hun følte sig egentlig lettere forarget over andres manglende evne til at reagere, men på den anden side havde hun heller ikke gjort meget ved det selv. Hvor meget kunne man også gøre ved en fuldvoksen mand der tævede andre med stole? Joe var ikke sikker, men et eller andet synes hun nu at man burde kunne gøre. Hun fik øje på halskæden der hang om halsen på den forbrændte mand. En kort bølge af foragt løb over Joe før hun rystede den af sig igen. Det var lige meget. Vær mod din næste som du ønsker din næste skal være mod dig... Selv ønskede hun ikke at blive døbt udfra sin tro, så hun burde heller ikke dømme andre. Så begyndte hun at gå. Da hun på vej ud passerede ham hviskede hun: "Du burde gøre noget ved det temperament." Kun lige højt nok til at satanisten ville kunne høre det. Der lå ikke nogen hørbare følelser eller holdninger i hendes stemme, blot en lille opfordring.

Han knurrede vredt til svar. I det samme kunne man høre politiets sirener komme nærmere. Han smed kluden fra sig, tog sin t-shirt og jakke over den ene arm og skyndte sig ud. Han skulle ikke nyde noget at politiets opmærksomhed her og nu.
Han tænkte lidt over det hele imens. Roligheden var igen over ham.
Han kom i tanke om nogle værdier i den satanistiske tro som han måske havde overtrådt. At gøre en anden skade. Men på den anden side havde han også bare passet en anden værdi. at gøre mod folk som de gjorde mod ham. Tjeneren havde givet ham skade, han havde givet igen. Han slog sig til tåls med at Herren nok ikke ville gøre ved det, men måske nok bare grine lidt af det. Han var jo en af hans udvalgte, mente han selv, en der skulle sprede ideologien ud blandt folk og dette var måske ikke det bedste tegn.
Ubevidst nussede han sin halskæde med den ene hånd.
kvinden fra før var glemt. hun havde intet gjort der ville kunne huskes når man tænkte tilbage. Hun var bare en fremmed med en mening.
Udenfor begav han sig end af den ene vej, væk fra politiet og det skide motel. Han ville bare hjem.