Åh! En ny dag - Sean

Han havde faktisk glemt at hun havde præsenteret sig. MEn man kunne jo ikke have alt i hovedet.
"Nåe ja, jeg er Sean LaVey" smilte han lidt til hende og så ud på gaden, nogen gik forbi hist og her, men uden at have den store interesse.
"Nåe..." han strakte sig let og smed lidt penge på bordet, mens han gjorde mine til at ville rejse sig.
"...Jeg tror jeg vil tage hjem og arbejde lidt..." han så lidt på hende da han havde rejst sig.
"Så...Vis du ikke vil med kan det jo være vi ses?" sagde han

Kia kiggede op med et sæt. "Åh ... ja, okay, jeg vil da gerne med. Hvad arbejder du enlig som?" Hun rejste sig op, og kiggede på ham. Sean. Det var ikke tit hun mødte nogle med det navn.
Arbejde og hjem ... hun måtte jo nok få begge dele, livet kunne hurtigt blive kedeligt hvis man bare skulle gå rundt og lave ingen ting, det var jo næsten det hun havde gjort de sidste 300 år.
Hmm, hvad kunne hun så arbejde med? Hun lagde sin mobil ned i jakke lommen og havde bestemt sig for at se om hun ikke kunne finde et hus, og hjem når hun på et tidspunk kom hjem. Hun havde allerede en ide med arbejde. Men hun vidste ikke om det ville blive for resikabelt.

"Jeg arbejder med computere...Alt muligt med dem, finder på nye designs til enden computeren eller vis nogen betaler mig for at lave deres sider inde på nettet. Alt muligt" smilte han
"Bare det er noget jeg kan styre fra computerne derhjemme..." han så lidt på hende
"Arbejder du som noget eller er det for menneskelig?" han smilte let mens han sagde det, hvilket betød det ikke var ment på nogen...nedsættende eller ond måde.
De gik ud fra cafeen, han vinkede kort til servetrisserne og de begav sig ned af gaden igen. Han boede ikke så langt fra cafeen faktisk, to gader.
Over dem var himlen mørkt som om den bare ventede på at lukke regn ud over dem og vinden var blevet en anelse koldere. Han lukkede sin jakke og begravede sine hænder i lommerne.

Computere, det var ikke en tosset ide, det var jo nemt, og han kunne arbejde der hjemme. "Næ, jeg har ikke fået hverken job eller hjem, selvom jeg jo nok burde få et hjem." Hun rejste sig op og fulgte med ham ud.
Kia kiggede op på himlen som så meget sort ud. Lige et vejr hun godt kunne lide. Deprimerende men aligevel skønt.
Hun lynede sin jakke og fulgte tavst med ham. Hvorfor mund han arbejder med det? Har han svært ved at få arbejde et normalt sted? De ville ikke undre hende, ikke hvis han gik og sagde hans tro, for så ville han jo blive stæmplet som et eller andet dåligt noget, upålidelig, og dum.
Kia ville helt klart best begå sig i det kriminelle miljø, men alle de strisser der heletiden var i byen, de var jo ikke til at komme uden om, så man skulle heletiden være som opmærksom på dem, ikke lige som i gamle dage hvor man kunne gøre hvad man ville uden at der skete noget. Det var nok noget af det mest dårlige der var sket, sådan med tiden.

Han gik og nynnede en melodi for sig selv mens han bare var i sine egne tanker. Han tænkte på hvad han skulle lave der hjemme, han skulle have vasket lidt tøj, han skulle arbejde på et nyt design til en computer, som dog kun måske blev valgt, de bestilte altid flere og så stemte de om hvilket de bedst kunne lide og som var bedst til den computer.
Senere i aften skulle han også besøge en ven kom han i tanke om, igen med tanke på computere, dog denne gang spil. Han så op i luften. Vand var godt, vigtigt. Det ville ikke røre ham vis det begyndte at tordne.
Han stoppede op da han opdagede hvor langt de var, de stod nu lige ude foran et hus, et almindeligt 1 etagers hus med terrasse og det hele. ET arvestykke fra familien, et hus der havde været i generationen i...100 år var det vist. Han havde ikke styr på det, kun at han ikke kunne tillade sig at rejse fra det.
Han åbnede lågen og så på hende.
"Vil du med ind eller...?" spurgte han

Sean så ud til at være fordybet ud i sine ejen tanker så Kia lod være med af afbryde ham. Det passede hende også ganske fint. Hun vidste ikke hvad de skulle snakke om ellers. Pludselig stoppede han op. Det var ved et fint hus, det så ud til at være af ældre model, men det så meget nydeligt ud. Hun nikkede til hans spørgsmål. Hvor mund han havde fået fingre i det hus henne fra? købt det vel, eller fået det? Det var også ligemeget.
Da hun kom ind, hang hun sin jakke op, og smed støvlerne inden for døren.

De gik op langt stien der første op til terrassen og derfra låste han døren op og tændte lyset, lod hende komme ind og lukkede døren. Entreen var mørk og dyster. Man kunne lige fornemme noget tøj hist og her, en kommode og et spejl. En slidt gulvtæppe. Der var døre til begge sider, en til køkkenet og en til stuen. Han gik dog ind i stuen efter at have smidt jakke og sko.
"Velkommen til min ydmyge bolig" smilte han og halv bukkede, slog ud med armene.
Gulvtæppet var mørkt med det ene underlige tegn efter det andet. Satanistiske tegn.
Gardinerne var røde og hang fint foran vinduerne, ellers var der en sofa, et sofa bord, nogle lænestole, et tv. Stor lysekrone i loftet. En reol med bøger og gammelt porcelæn, og til sidst nogle borde med computere af nyeste model, med alt deres tilbehør og en trappe op til overetagen.
Men der var ikke beskidt nogen steder. Rundt omkring hang forskellige ting der refererede til satan, djævlen og andre ting.
Han vidste ikke om det ville imponere hende, måske mere blandingen af nyt og gammelt.
"Huset har været i generation i omkring hundrede år, vi har altid været satanistiske" på væggene hang forskellige billeder af alle mulige folk. De nyeste billeder var af en kvinde og en mand, der begge havde forskellige lighedstegn med Sean.

Kia smilte over hans præsentation og fulgte med ham ind i stuen. Den var meget ... dyster, satans hule? Et hus der var gået i arv ... det kunne man godt se, eller det virkede ikke som om man var flyttet ud og ind, troen satte et stærkt præg på stuen. Hendes blik gled rundt over møblerne, fæstnede sig få sekunder ved computerene ved bordet hvor efter de fortastte. Da hun var færdig satte hun sig over i sofaen. "Din bolig virker meget personlig." konstaterede hun med et lille smil. Det var ikke tit hun så nogle med en så tydelig personlighed til at lyse igennem.
Hun sad og kiggede på familie billederne. Hans forældre, som det måtte være lignede ham flere steder. Man kunne næsten se en rød tråd ned igennem familien, at det ene var arvet, ændret lidt og givet i arv. Ingen af dem lignede helt præcist hinanden, men man kunne se at de var i familie.

Han så sig lidt omkring.
"Tja, jeg bor her jo, de sidste par generationer har været satanister og det er jo mit territorium..." han trak på skuldrene
"Og så er det hyggeligst" Han stod lidt og så ud i luften som om han tænkte på noget, men rystede så svagt på hovedet og så på vampyren.
"Jeg ved jeg nok ikke kan byde dig noget interessant, men ikke desto mindre er det min pligt som vært at spørge om jeg kunne friste med noget alligevel?" smilte han til hende. Han gik hen og tændte for en af computerne der straks gik i gang med en lav brummen, skærmen lyste op først med sort, så blå og så et lille logo der krævede en adgangskode. Han tastede den hurtigt og den begyndte at hive skrivebordet og de ting der lå der, frem.
Han vente sig om mod hende igen.
Udenfor kunne man høre en svag rumlen, himlen lyste op og i løbet af et øjeblik øsede regnen ned med stor fart og hårdhed.

"Ellers tak, ikke noget til mig, jeg har haft kvaler nok med det der vand, selvom det måske lyder skørt." Hun smilte kort, og kastede et blik på hans computer. "Det kæreste eje?" Hendes blik drog vidre mod regnen. Hun sukkede næsten lydløst, glad fordi hun ikke var der ude, men hun længtes også frygtelig efter at komme der ud.
"Jeg kan godt lide dit territorium, et personligt et." Hun trak bene op undersig og stirrede fortsat ud i regnen. "Møder du aldig nogle piger som satanister?" Det måtte da være surt som mand, i sin bedste alder ikke at have nogle. man kunne jo altid lyve sig til kristensdommen, men hun vidste at mennesker altid, eller næsten altid var tro mod deres tro.

Han nikkede kort og satte sig ved sine computere hvor han begyndte at finde på programmer frem han ville bruge samt noter og det design han allerede havde lavet.
Han så over på hende og lidt ud på uvejret mens han overvejede at tænde op for pejsen.
"Tjo...Der er jo ikke så mange, men jeg har da et par venner i mellem dem" sagde han og så igen på computerne. Han havde ingen kæreste mellem dem og var end til videre heller ikke særlig tiltrukket af dem. Men det hele kom vel til sin tid.
"Hvad med dig? Kender du nogle interessant vampyrer som er af hankøn?" for at holde samtalen kørende sendte han spørgsmålet tilbage. Lidt som at kaste en bold frem og tilbage.

Hmm, så var gutten jo ikke helt fortabt. Han havde en chance, nu måtte han jo ikke smide hele sin arv på gulvet. Åh stop! hun skuppede hurtigt tankerne af vejen.
"Ehmm, jeg kender nogle få ... men vi vampyre, har ikke særlig tit noget forhold, og da aldrig noget kærlighedsforhold. har ikke mødt nogle der har." Svarede hun, så sandt som det nu var. Hun havde aldrig, efter hendes forhold med hendes forlovede Simon elskede nogen. Sådan var det bare, og hun savnede det ikke ligefrem.
"Men jeg ved ikke om det er helt umuligt ... tror det." Tilføjede hun så.

"Aha" svarede han lidt fjernt fordi han arbejde med noget, et lille øjeblik efter så han op og så hen på hende.
"Igen: jeg har kun hørt i skulle være kolde lig" sagde han med et lille smil og rejste sig op. Han forsvandt kort ud i køkkenet og kom tilbage med et glas vand og nogle vindruer til sig selv. Han stilte sig hen ved siden af vinduet og drak lidt vand, satte vandet p åbordet og spiste af vindruerne. De var saftige, bløde og søde og uden sten. Helt som det skulle være. Han så lidt på hende igen.
"HVordan kan det være ikke kan tro på noget? Eller måske kan i, men vil bare ikke?" spurgte han, regnen tog lidt af, men tordenen kom bare nærmere og nærmere og lyste dem op med korte mellemrum.

"Øhhh, tror du har rat i at vi vælger ikke at tro på noget, men alle vampyre vil altid have et godt forhold til satan, da de forbinder ham med det man ikke må, og det er jo tit det vi gør, dræber og drikker folks blod, mens engle og himmel mere er sådan et emne man helst undgår." Svarede hun. Havde hun nu fået det hele med? Hun tog en af vindruerne og kiggede på den. De så sjove ud. Det var lang tid siden hun havde spist en. Hun prøvede at putte den i munden, og bed så saften kom ud i munden på hende. Hun rynkede på næsen og slugte rasten. en grim smag sad nu i hendes mund. ÆV!

Han ville gerne grine af hendes ansigtsudtryk, men var bange for hun bare ville blive sur og nøjes med at smile og holde grinet inde. Han nikkede svagt selv om han ikke var helt enig. Selv ikke i satanismen måtte man slå ihjel. Men han forstod det godt. At man så følte sig tættere på satan end himlen, det var vel mere acceptabelt fra helvedes side.
Så han havde haft ret. På en måde var de på samme side.
Han så lidt ud, i dette vejr elskede han at være ved et vindue og bare tænke. Det havde en...Dejlig stemning over sig, lidt af hygge nu han tænkte over det.
Han spiste et par vindruer mere.
"Er det ikke træls en gang i mellem ikke at kunne spise det mad andre gør? Vis man f.eks. husker at det engang smagte godt?" spurgte han, han vidste ikke hvor spørgsmålene kom fra, men han så ingen grund til at stoppe dem.

Keira truttede lidt med munden. "Tjooh, alså ikke noget jeg savner når det jo ikke smager godt, men jov, kan huske lidt, hvordan det smagte, men ikke vindruer. Det eneste jeg kan lide nu er blod." Kia sukkede og smilte halvhjertet. "det kan vær meget underligt, men når man så smager, så smager det, og syntes ikke om det. Kia havde set hans lille smil, og vidste godt hvad det var han smilte af.
"Men jeg slipper jo også for at lave mad, og drikker ikke så tit blod. Det er besværligt at få noget at spise, men det er okay når man så får noget."

Han nikkede lidt.
Nogen gange biksede han hurtigt noget sammen, lidt for tit, han boede jo alene og spise kun for at holde sig i live, men andre gang hyggede han sig med det og lavede et godt måltid. Og nogen gange igen spiste han sammen med andre satanister, f.eks. efter et ritual eller lige inden. Eller vis de bare tilfældigvis var sammen.
Han nikkede lidt igen og tog sit glas vand og drak af det mens tordenvejret nu var lige over dem og regnen tog til igen.
Han satt glasset på bordet igen og gik hen til pejsen, han legede lidt med at sætte brændet ordentligt, men snart efter bulrede en lille ild og gav både lys og varme. Dobbelthygge. For ham i hvert fald. Han satte sig over til computerne igen selv om det kunne være farligt vis lynet slog ned. Men han tog chancen. Ellers var det jo nok satans vilje og så kunne han ikke undgå det alligevel.

Kia lænede sig tilbage og kiggede på ham. Han var faktisk køn, meget, men hun havde som sagt ingen følelser for ham. Ild? Pejs? Hun smilte lidt. Ja, det var hygge for mennesker. Hun kunne også godt lide det, ikke på samme måde, hun kunne bare godt lide at kigge på de flotte flammer. Det passede godt sammen. Det våde vejr, og den varme ild, det var noget hun ikke havde glemt siden hun var menneske. "Hvad laver du? Sådan med dit arbejde?"

Han ahvde ikke tænkt på om han havde følelser for hende. Det tænkte han ikek over med mindre det virkelig var der og sagde spar to.
Han drejede hovedet og så på hende, drejede sig så lidt mere så hun kunne se skærmen, hvor hun kunne se en tegning i 3D, den var ikke færdig, men man kunne godt se de firkantede former der tilkendegav en computer. Her var den laver af en blanding mellem sølv og sort og alle mulige ting så ud til at være placeret på en eller anden anden måde som ville gøre at computerne havde kendetegn mellem alle de andre. F.eks. sad tastaturet anderledes m.m.
Han så lidt på hende.
"Lidt ala sådan noget" smilte han

Hun kiggede beundrende på ham. "Jeg må da sige at du kan dit kram." Sagde hun, og kunne ikke skjue hvor overrasket hun var. Det var ikke tit hun mødte folk der kunne deres kram så godt. "Hvad for du enlig for sådan en ting der?" Spurgte hun og pegede på skermen.
Hun rejste sig op, og kiggede over hans ene skuldre. Det så endnu finer ud når man kom tætter på. "Tænk du kan hitte ud af det der!" Hun turde slet ikke tænkte på at hun selv skulle gøre det. Det ville virke så ... umuligt! Nok kunne hun en masse, men der der gik over hendes fatte evne.

Han grinte svagt og overvejede om hun var så overrasket fordi hun...kunne man sige, var lidt gammel? Aldersmæssigt?
"Vis bare man har sat sig i nd i det og har de rigtige programmer og de mål man skal bruge, så kan man skabe næsten hvad som helst. " smilte han og studerede hende lidt og så så på computeren igen. Endnu et tordenskrald lige over dem.
"Tja, det kommer an på hvor stort firmaet er og hvor meget de vil give, jeg kan få alt mellem 10.000 og 50.000, det kommer også an på om den bliver valgt, bliver den valgt får man jo lidt mere end alle de andre" sagde han, hans familie var startet fattig og havde kun lige haft penge nok til huset her og så at leve. Men gennem årene havde de absolut ikke manglet penge. Han gad bare ikke at gøre sig opmærksom bare begrund af det. Så ville folk jo kun have hans penge og det orkede han ikke, at tænke: fedterøv eller ven?

"Så længe du jo kan hitte ud af det. Det var en god pris, eller det tror jeg, ved jo ikke noget om det." Hun gik hen til vinduet og kiggede ud. Det så virkelig mørkt ud. Han var enlig glad for at hun ikke var ude, det ville være koldt, selvom det ikke generet hende. Hun kunne jo ikke blive syg, det var bare ubehageligt.
"Men hvad laver du så ellers? Ud over når du arbejde med din computer?"

Han trak svagt på skuldrene.
"Passer andre menneskelige behov" halvsmilte han, han rejste sig og gik over og satte sig i sofaen, spiste et par vindruer.
"Er social, spiser, sover...Og passer min tro" sagde han og så på hende
"Men hvad får en vampyr tiden til at gå med?" som han sad der følte han sig en smule halvtræt, det var svært at se på himlen hvad tid det var, men sikkert stadig kun et sted mellem eftermiddag og aften. Regnen tog lidt af igen og tordenen bevægede sig væk fra dem. Han kom til at tænke på nogle af alle de...gyserhistorier han engang i mellem havde hørt, læst eller set om. Dr var underholdende, skræmmende...Og lidt sjove.

"Hvad vi bruger tiden på?" Keira kiggede tænksomt ud i luften. "Forskællige ting, så som at få noget at spise, eller hvis man har en hobby kan det jo være man fordyber sig i den." Svarede hun. Var der mere? "Eller arbejde ... det tror jeg, det er det jeg normalt gøre."
Hun gik hen til sofaen og satte sig ude på kanten. han satte sig med hænderne i ansigtet og stirrede tænksomt ud i luften. Hvordan mund han passer sin tro? Hun kunne ikke rigtig se hvordan man gjorde det, ud over at følg reglerne, men det var måske også bare sådan?

Han nikkede svagt og drak lidt vand mens han så ud af vinduet i lidt tid. Så tilabeg til vampyren.
"ER det ikke...Kan man sige kedeligt? Får man ikke...Lyst til at dø?" spørgsmålet var sikkert underligt, måske havde mange slet ikke tænkt tanken, vhorfor skulle de? Dem der skulle dø ønskede jo det evige liv. Men måske var det omvendt. Dem der havde det, ville have døden? Hvad var enlig sandt?
Døden optog ikke meget i hans tanker, men alligevel var han hele tiden bevist om den...Livet var kun til låns og derfor måtte man nyde det mens man kunne. Især med alle de måder folk har forudset jorden snart ville gå under på. Vis man troede dem. Men man kunne ikke lade være med at tro at der ville ske noget, vel? Måske ikke lige det der blev sagt...Men sikkert noget.